Vallebogården har matr. nr. 1 i Tolstrup. Ved nedlæggelsen i 1970 havde den postadresse Mern, men før Kalvehavebanen blev nedlagt i 1959, havde den postadresse pr.Stensved.

Vallebogården blev nævnt første gang i 1370 i Roskildebispens Jordebog. Udover den og Vordingborg Slot nævntes kun Beldringe og Lekkende i det sydsjællandske område.

Ved Reformationen overtages den sandsynligvis efter 1536 af kongen, der har sit krongods i store dele af Sydsjælland. Den må sammen med Kræmmervængegården være solgt eller ”foræret” af kongen til Jens Lauridsen på Nysø i perioden 1664-Jens Lauridsens død i 1689.

Jens Lauridsen og broderen Jørgen Lauridsen lånte kongen penge til finansiering af svenskekrigene. Når det kneb med afdragene måtte kongen af med jord ved Nysø og andet gods, hvoraf Vallebogården og ”Kræmmermandens gård” må være en del af.

I 1718 hed fæsteren under Nysø Hans Rasmussen. Der er mærkeligt nok også nævnt en Hans Rasmussen i 1605. Det kan være en fejl; men i 1671 er Hans Rasmussen også nævnt og før 1656 Jørgen Hansen, som boende på Vallebogården.

I 1722 døde Jens Olsens kone på Vallebogården, 81 år gl. Det har nok også været Hans Rasmussens kone. Jens Olsen Vallebo døde i 1745, 63 årgammel, efterladende 4 sønner bl. a. Jens Jensen. Samme år har Jens Larsen overtaget fæstet. I 1758 døde Jens Larsens kone 76 år gl.; men i 1758 døde Jens Larsen selv 73 år gl.

Sønnen Christen Jensen overtager Vallebogården til han dør i 1772. Hans enke Anna Hemmingsdatter bliver gift med Hans Olsen, der samtidig overtager Vallebogården. De stammer begge fra Skovhuse.

Hans Olsen bliver i 1787 gift med Ane Olsdatter, steddatterens datter fra Ornebjerg. Hendes mor, Maren Christensdatter var datter af Christen Jensen og Anna Hemmingsdatter. Hans Olsen døde imidlertid i 1792, og Ane Olsdatter bliver i 1798 gift med Peder Hansen fra Bårse; men i 1795 skiftede ejerskabet fra Nysø til Lilliendal.

Peder Hansen døde allerede i 1805. Ane Olsdatter fortsatte fæstet lige til hun døde i 1833, og hun blev afløst af sønnen Niels Pedersen. Han havde den til sin død i 1862.

Så var der igen en enke, Maren Hansdatter, født på Bybjerggård i Faxinge, der sad som fæster på Vallebogården. Den ældste søn Peder Nielsen blev bestyrer. Maren Hansdatter købte den til arvefæste i 1872. I 1875 blev Peder Nielsen gift med enken Maren Kirstine Bentsdatter på Solhøjgård i Sønder Mern. Så var det den yngste søn Hans Nielsen, der kun var 17 år, der blev bestyrer.

Arvefæsteskøde giver næsten de samme rettigheder som et selvejerskøde; men der bliver udstedt en obligation til godsejeren som pant for den halvdel, han ikke får udbetalt.

Maren Hansdatter, hvis mand lå syg, havde allerede i begyndelsen af halvtredserne fået lov til at købe gården til arvefæste af den gamle greve, der lå på sit yderste. Men først døde den gamle greve og senere Niels Pedersen, og den nye greve Adam Knuth var ikke meget for at udstede Arvefæsteskøde til enker. Der var mange enker. De kunne ikke blive arvefæstere, selv om mændene rask væk blev det.

Maren Hansdatter var ikke sådan ved det, så selv om hun ikke havde fået skøde på det; men dog papir på det, så 3 på hinanden følgende år byggede hun en ny større længe i stedet for den gamle. I 1872 fik hun en form for arvefæsteskøde. I 1875 byggede hun et stuehus på 400 m3. En del af det gamle stuehus blev genopført som fodermesterbolig ude ved skovvejen. Den er nu jagthytte.

Hans Nielsen blev i 1882 gift med Hanne Hansen fra Græsbjerg. Hans 3 søstre blev alle gårdmandskoner. Hans Nielsen købte Vallebogården til arvefæste i 1880 og til selveje i 1910. I 1918 går han på aftægt, og sønnen Vilhelm Nielsen, kaldet ”Valboen” overtog Vallebogården, og i 1920 giftede han sig med Dagmar Jacobsen fra gården Grandal i Remkolde. Hans Nielsen, der blev kaldt ”den gamle Vallebo”, var på aftægt på gården til han døde i 1945, 90 år gammel.

En datter Oda var ugift og barnløs. Sønnen Kai giftede sig i 1945 med økonoma Elise Pedersen fra Herluflille. Sammen med søsteren købte de navnet Vallebo. Først i tresserne havde Kai med familie etableret sig og bygget en helt ny gård i udkanten af Ringsted, så Vallebogården blev solgt til godset Iselinge, der ville drive jorden, og sammen med Lilliendal ville bruge stuehuset som jagtslot.

Forsvarsministeriet eksproprierede den sammen med det øvrige Kulsbjergområde, i alt 90 ejendomme til en stor øvelsesplads i 1970. Bygningerne blev revet ned kort efter. Øvelses-pladsen var først og fremmest brugt til kampvogne; men forsvaret bruger ikke så mange kampvogne mere, og de er koncentreret mere i Slagelse nu. Den ligger mest hen som nationalpark og kan fuldt ud klare sig for de nyetablerede nationalparker.

I 2009 er der etableret en vej rundt om Vallebogårdens areal og en åben grøft, der blev rørlagt i1932 er blevet genskabt i et større miljøprojekt.

Vallebogården lå mellem Valleboskoven og Kulsbjerg med skov på 3 sider. Den havde indkørsel gennem skoven vestfra. For 200 år siden havde den vej gennem skoven fra Vallebovej nordfra. Ved denne vej lå for 100 år siden et hus, der blev kaldt Brolæggerhuset. Det har sikkert været identisk med det, man for 200 år siden kaldte Vallebohuset, hvor tidligere Anna Hemmingsdatters far Hemming Ibsen havde boet på aftægt.