Beldringe er en gammel sædegård nævnt første gang i 1360. Den var da ejet af Joseph Nielsen (Linde-Blad. Den var også nævnt i Roskildebispens Jordebog i 1370 sammen med Lekkende og Vallebogården i Ø. Egesborg Sogn. Det tyder på at Roskilde Domkirke måske var medejer, eller at der skulle betales afgifter til denne.

Navnet Beldringe stammer sandsynligvis fra jernalderen fra før år 800; men om det kun har været landsbyen Beldringe, der har eksisteret sammen med de andre ”inger” Faksinge og Skibinge, eller der har været et slot vides ikke. Endelsen ”inge” betyder lysning.

I 1360 var der i hvert fald en gård eller et slot ved Beldringe. Det må have været af bindingsværk. En forløber kan have været et slot på det lidt sydligere Bøgebjerg, hvor der er fundet murrester i 1808.

Der har været et nært samspil med Beldringe Kirke, der i 1504 blev foræret til klostret på Klosternakken i Præstø af Kong Hans. Ved reformationen i 1536 kom Beldringe Kirke til Beldringe.

I 1556 fik Joachim Beck tilladelse til at bruge det øde kapel(kirke) i Risby ved Bårse til reparation af Beldringe Kirke. Der var vist nok rigtig mange sten til overs, så Joachim Beck fik opført det nuværende stenhus i 1561. Der blev suppleret med kridtsten, så det blev bygget i den nuværende byggestil med skiftende kridt- og teglskifter, lige som Mølleporten i Stege. Det blev med teglhængt heltag og røde vingetegl.

I kælderetagen er murtykkelsen 75 cm, i stueetagen er den 60 cm. og på 1. sal er den 55 cm. Der var 2 voldgrave hele vejen rundt om Beldringe. Den inderste lå tæt på hovedbygningen, der var en gammel bro på 2 stenpiller og på et tidspunkt en vindebro. I 1875 var begge voldgrave endnu bevaret og man kan godt ane dem stadigvæk. Den inderste blev jævnet i1929 af baron Johan O. Raben- Levetzau, da han gravede den østlige mere ud, og han fyldte det over i den vestlige. I den østlige blev etableret en udendørs swimmingpool, som er der endnu.

Ved Christian d. 4.s overtagelse skete der en del. Landsbyen Beldringe blev nedlagt. Den bestod af 11 gårde. De blev nedlagt, det blev præstegården og ”degnebolet” også. Beldringe Kirke blev annekskirke til Bårse Kirke.

Så nu var der kun kirken og hovedgården tilbage. Om der altid har været en hovedgård vides ikke. Det kan have været en forvokset gøgeunge i landsbyen. Nu havde ”gøgeungen” i hvert fald fået smidt de andre gårde ud af reden.

Chr. d. 4. gav besked på, at præstegården og landsbyen skulle ryddes for indbo og dyr, så skulle bygningerne rives ned, og dernæst skulle beboerne genhuses. Han beordrede en kostald på 32 fag bygget.,  Hovedbygningen skulle sættes i stand, og kongens stue med kamin skulle indrettes. Kongen lagde 32 gårde fra Tryggevælde len, heraf sandsynligvis også 14 af Skibinges 23 gårde til Beldringe. De 9 hørte til i forvejen.

Palle Rosenkrantz stod for det praktiske og landbrugsmæssige for kongen. I 1628 forpagtedes avlsgården ud til Wulf von Buchwald og senere Jørgen Schultz.

I 1638 bliver Frederik Reedtz forpagter og dermed fast beboer på Beldringe.

Under svenskekrigene blev Beldringe besat og raseret meget. Der var en østfløj og en vestfløj til hovedbygningen; men de blev næsten ødelagt af svenskerne og senere i1710 revet helt ned.
I 1662 blev Frederik d. 3. s uægte søn Ulrik Frederik Gyldenløve amtmand i Vordingborg Amt. Han var gift med Marie Grubbe. De havde bopæl på Beldringe; men flyttede i 1664 til Norge, da Ulrik Gyldenløve skulle være statholder i Norge.

Marie Grubbe vendte sandsynligvis tilbage til Sydsjælland efter et par ægteskaber mere, og efter at hun havde været færgekone ved Grønsund på Falster.

Hendes daværende mand Søfren Søfrensen Møller var blevet idømt 3 år i jern på Bremerholm for en mordsigtelse. Det var der ellers ikke mange der overlevede; men tilsyneladende blev han bådmand og fisker i Ugledigesøerne. ”Marie Grubbens” døde i Ugledige i 1717.

Jens Lauridsen (senere Nysø) forpagtede Vordingborg Gods og dermed også Beldringe af Ulrik Gyldenløve. Frederik d. 3. havde lånt så mange penge, at Jens Lauridsen ikke skulle betale forpagtningsafgift i 6 år for hele Vordingborg Gods. Jungshoved Gods hørte på det tidspunkt ikke til godset. Det gjorde det først, da Prins Jørgen i 1671 mageskiftede Torbenfeldt med Jungshoved, så det blev lagt under Vordingborg.

Prins Jørgen boede på Vordingborg Slot; men har nok haft en skriver eller godsforvalter boende på Beldringe. Prins Jørgen, der var Fr. d. 3.s yngste søn, blev i 1683 gift med dronning Anne af England og Skotland, og måtte dermed flytte til England.

Han måtte derfor have andre til at bestyre sit gods. Det var ofte amtmanden over Vordingborg Amt; men omkring år 1700, var det ”den gode Plessen”, Christian Siegfried von Plessen der blev bestyrer.

Plessen var god ved bønderne og indførte i samarbejde med Prins Jørgen en del nye dykningsmetoder, bl.a. med dyrkning af æbler. På Beldringe har der også været æbleplantager med egen plantemester. Han anlagde også haveanlæg omkring Beldringe.

Da prins Jørgen døde forærede dronning Anne v. Plessen et portræt af hende selv besat af diamanter til en værdi af 40 millioner ”nutidskroner” som tak. Von Plessen passede godset de næste 7 år, mens godset var under afvikling og overgik til Vordingborg Ryttergods i kongens besiddelse.

I 1720 blev der mod vest bygget et bryggerhus med en bageovn.

Kongens embedsmænd kom til at bo på Vordingborg Slot med amtmanden for Vordingborg Amt i spidsen; Men den daglige leder, regimentsskriveren boede i Næstved. Kongen var da ret hurtigt nødt til at ansætte en ny med bopæl på Beldringe. Hans Swane blev øverste administrator på godset i 1722 Han blev i 1741 afløst som regimentsskriver af bondesønnen Johannes Jacobsen. Han blev udnævnt til Kongelig Majestæts Cannecelliråd. Han døde i 1761, og blev afløst af broderen Børge Jacobsen, der havde været hans fuldmægtig. Han var regimentsskriver til ryttergodsets salg i 1775.

I 1771 havde regeringen og Struense ansat Thorkel Baden som Inspektør på Beldringe. Han skulle undersøge om ryttergodserne kunne sælges eller bortforpagtes i nogle mindre parceller. Forsøget gik ikke så godt. Bønderne var forarmet siden kvægsygen. Der var ikke så mange, der havde råd til hverken at købe eller forpagte. Beldringe blev opdelt i 10 parceller. Der blev ikke solgt nogen. Baden måtte selv forpagte 7 af dem.1, Christiansminde, blev forpagtet af hans fuldmægtig Anders Fischer og 2, Bellevue, af købmand Wesendunch i Præstø.

Struense blev henrettet i 1772, og regeringen fik en ny politik vedrørende ryttergodserne. Nu skulle de sælges. Vordingborg Ryttergods blev delt i 12 godser og solgt på auktion i 1774.

Frederik Sophus Raben købte Beldringe og Lekkende. Han måtte tage hensyn til de 2 små forpagtninger; men Baden afstod sine forpagtninger. Beldringe blev sat i stand til bolig til F. Raben og hans familie. Der blev sat nye vinduer i. Nogle af dem blev flyttet og rettet ind. Der blev også foretaget en større istandsættelse indvendig. Han drænede jorden og plantede læbælter.

Parcellerne Bellevue og Christiansminde blev bevaret. Christiansminde var ejet af Peder Hansen i 1801. På Bellevue boede enken Stine Grippenfeldt med 2 tjenestepiger, 1 avlskarl og 2 voksne karle. På Beldringe blev laden bygget i 1806. Den er stadig bevaret og fredet.

Frederik Raben døde i 1820. Sønnen Carl V. Raben- Levetzau overtog Beldringe; men i 1834 boede den gamle enke- frue med sine 5 ugifte døtre på 40- 54 år og sin ugifte søn Josias R.-L., der på det tidspunkt var blevet ejer af Lekkende. Beldringes ejer Carl V. R.- L. og hans kone Julia Adelaide født Bornemann boede på Bellevue som de havde overtaget driften af. Bellevue var på 119 ha, heraf 61ha. Skov.

Parcellen Christiansminde ejedes af Pens. Løjtnant Faith; men i 1839 sker der noget forfærdeligt. Christiansminde brænder en januarnat og alle 5 beboere brænder inde. Den bliver aldrig genopført og jorden kommer under Beldringe i 1870.

I 1840 har ejerparret forlagt resistensen til Maderia på grund af klimatiske problemer. Hovedbygningen på Bellevue i italiensk villastil var vist ellers færdig i 1849. I 1850 boede de i det Raben- Levetzau’ske Palæ i København. Han havde været medlem af Stænderforsamlingen.
Da Carl V. R.–L dør i 1870, fortsætter enkefruen; men Carls broder Josias på Lekkende arvede tilsyneladende Beldringe i 1872. Julia og Carl dør barnløse og efter dem oprettes Den Raben- Levetzau´ske Fond: Til bedste for videnskab og kunst. Legaterne kan fortsat søges.

I 1888 overtager hans søn Frederik C. O. Raben- Levetzau den. Hovedbygningen bliver i 1875 renoveret med gavle og en del nye kviste i renæssancestil.

I 1891 bygges nye kostalde, så der nu er plads til 58 + 32+ 21 kreaturer; men i 1910 brænder staldene, og der opføres nye stalde. Samtidig fjernes renæssancegavle- og kviste. Oprindelig byggestil var tilbage. Ved folketællingen i 1901 var der godsforvalter, forpagter, ladefoged, en del daglejere, 8 karle (5 født i Sverige), 4 mejeripiger(2 født i Sverige) og 10 andre tjenestefolk.

Dette folkeliv er for øvrigt beskrevet godt i Bille Augusts film: Pelle Erobreren, der delvist er optaget på Beldringe, Hvor de flotte kælderregioner kom til sin ret.

Frederik R.-L. havde været ansat som legationssekretær i udenrigstjenesten i Haag. I 1905- 08 blev han udenrigsminister i I. C. Christensens venstreministerium uden måske helt at være venstremand.

I forbindelse med lensafløsningen i 20-erne blev Beldringe Ladegård på Bøgebjergvej 3, udstykket i parcellisteder.

Hans søn Johan Otto Raben- Levetzau overtog Beldringe i 1931. Johan havde været i U. S. A. Han var inspireret en del af det, hvilket han brugte i sin renovering af hovedbygningen, bl. a. blev der etableret et blåt badeværelse og den udendørs swimmingpool. Begge dele er der endnu, selv om hovedbygningen blev gennemrenoveret i 1985, da Johans datter Nina kaldet Vicky flyttede ind sammen svigersønnen Lars Stumpe. Johan R.-L. flyttede fra Beldringe i 1944 til Ålholm, som han var blevet ejer af med flere godser.

Ejer fra1993: Beldringe Gods Aps., der driver Beldringe som almindeligt land- og skovbrug. Der er et tilliggende på 430ha. 100ha. er skov, og 330ha. er landbrug med korn, frø, sukkerroer og våde enge. Jagten har været lejet ud siden 1993.

Skrevet af Vagn B. Nielsen. Kilder: Trap Danmark, Wikepedia, folketællinger og Præstø Lokalarkiv.