Copyright © Mern-by.dk

Historien  om  Gedebakkegård
Tegning af Ellen Valentin

Gedebakkegård i Nedermarken i Mern ejes af Lars Gregersen.

På Christian d. 5.s og Broderen Prins Jørgens tid hed gårdmanden på Gedebakkegården Bendt Jørgensen. Han havde den største og mest velstående gård i Nørre Mern. Gården lå vist der, hvor Mern Mejeri blev opført i 1890. Der var 12 slette og 3 mådelige gårde i Nr. Mern i 1710, da der blev gjort status på Prins Jørgens Gods ved dennes død. Gården havde nr. 14 i den gamle 1688-matrikel.

Bendt Jørgensen var født på gård nr. 14 i Sønder Mern, vist nok på Solhøjgården eller på skomager Poulsens ejendom. Broderen Hans Jørgensen havde haft den gård efter deres fælles far Jørgen Hansen. Det var også en rig gård. Bendt Jørgensen havde stadig Gedebakkegård i hvert fald i 1719. Nu var han blevet kongelig rytterbonde på Vordingborg Ryttergods.

Sønnen Olle Bendtsen havde den i 1739. Det var fortsat den største gård i Nr. Mern, hvilket den var i hans tid. Broderen Hans Bendtsen overtager fæstet i1764. I 1772 brænder 6 gårde i Nr. Mern; men selv om Gedebakkegård ikke ligger så langt fra de 2, undgår den branden.

I 1774 sælges Ryttergodset på auktion, og Nr. Mern kommer under Lilliendal. Året efter bliver Olle Bendtsens søn Bendt Olsen den nye fæster. Udskiftningen bliver kortlagt. Nr. 14 skal flyt-tes ud på Gedebakken i Nedermarken. Den får nu matr. nr. 11; men der er meget modstand fra bønderne mod at flytte helt derud på marken, også blandt dem, hvis gårde er brændt. Nogen af dem flytter hjem igen og 2 af dem bliver nedlagt, og jorden bliver lagt ind under Høvdinge-gården.

Bendt Olsen dør i 1799 og hans enke Karen Nielsdatter fæster gården og driver den med hendes 8 børn, som hun har fået sammen med Bendt Olsen. Det er svært at sige, hvornår gården bliver flyttet ud, måske omkring 1810, da husmandsstederne på Nedermarken bliver bygget.

I 1833 overtager den yngste af de 4 sønner Rasmus Bendtsen fæstet. Men i 1859 fik hans datter Mette Marie og svigersønnen Engelbredt Rasmussen et stykke jord, hvorpå de fik lov til at bygge sig en gård, Hulemosegården, og i 1860 fik sønnen Hans Rasmussen et stykke jord til sin ejen-dom.  Endelig fik sønnen Rasmus R. et stykke jord oppe ved Buktvedskoven.  En søn Jens R. havde fået en gård oppe mellem Sønder Mern og Lundeskoven.  Niels Rasmussen overtager fæstet af Gedebakkegård i 1868 og køber sig ind som arvefæster i 1878. Århundredeskiftet passeres og fæsteren hedder fra 1901 Peter Andreasen.

Niels Hansen, hvis søn H.P. Hansen skrev bogen: ”Det eneste Paradis” med udgangspunkt i Gedebakkegård, købte den for 13.000 kr.  i 1905. Han havde den til 1923, hvor han solgte den til tidligere skipper Johannes Hansen fra Sandvig Kohave. Hans kone Maren Kirstine er datter af arvefæster Niels Rasmussen ,der sluttede i 1901. Niels Hansen overtager Mern Afholdshotel, hvor han dør i 1927.

Johannes Hansens søn, Kaptajn Christian Hansen, overtager den i 1952. Hans søster Gerda H. bliver husbestyrerinde for ham. Gedebakken skiftede navn til Kaptajnsbakken på det tidspunkt. Efter ”Kaptajnen”s død sælger søsteren Gerda ca. 1981 gården til Peter Kiersgård, der planter kirsebærtræer i en del af den. Peter Kiersgård var også postbud.

Aksel Gregersen og Lars Gregersen overtager den i 1986. De havde allerede i 1982 købt nabo-gården Hulemosegården. Aksel G. var murermester og Lars er uddannet landmand. De fortsætter med kirsebærtræer, tradionelt markbrug og slagtekalve, og stuehuset er lejet ud til 1991, hvor Birgit og Aksel Gregersen flytter ind. Lars bliver gift med Kirsten, og bliver boende på Hulemosegården.

I 1997 flytter Aksel og Birgit til Møn. Lars overtager det hele og bygningerne til Hulemosegården bliver solgt. Kirsten og Lars flytter ind på Gedebakkegården. Kirsten stammer fra Jylland og de har 2 børn, adopteret fra Vietnam, Stine født i 1997 og Simon født i 2001.

Lars arbejder som selvstændig entreprenør og Kirsten er sygeplejerske på operationsgangen på Næstved Sygehus. Jordbærproduktion påbegyndes i 1993; men slagtekalvene ophører.

Kirsebærtræerne reduceres og forsvinder senere helt. Der plukkes nu jordbær på 5ha. De fleste jordbær sælges ved landevejen. Resten af jorden er forpagtet ud.

Kilde: Vagn B. Nielsen har skrevet historien med Holger Munks notater og Lilliendals afgiftsprotokoller som kilde.

Historien har stået i Landbrugs-Nyt.