Copyright © Mern-by.dk

Historiern om  Skovgård
Tegning af Ellen Valentin

Skovgård på Nedermarken 7 i Mern ejes af Edith og Svend-Erik Frederiksen.

Den blev i 1867 udstykket fra Gedebakkegården. Rasmus Rasmussen fik som den 3. af børnene et stykke jord oppe ved Bugtvedskoven, og kaldte sin lille gård på 8ha for Skovgård.

Året efter bliver Gedebakkegård overtaget af broderen Niels Rasmussen. Rasmus Rasmussen bygger sin gård, Skovgård. Denne har han i 27 år som fæster og arvefæster. Han har 7 døtre og ingen sønner, og han overdrager arvefæstet til Anders Hansen i 1894. Da det er en lille gård, er han sandsynligvis sluppet for hoveri på Lilliendal. Det måtte husmændene i den anden ende af Nedermarken stadig udføre.

Da Skovgårds historie ikke rækker så langt tilbage i tiden, må det her være på sin plads, at komme med den nærliggende landsby, Badebys historie. Badeby bestod først og fremmest af den enligt liggende gård Badebygård, der var en rig gård i forhold til de noget fattigere Nørremerngårde.

Den og Høfdingehus, der også lå i Mern ådal, blev gentagne gange røvet under svenskekrigene. Badebygård blev lagt øde men genopbygget. På Høfdingehus slog svenskerne også lejr flere gange. Det gik hårdt ud over den hver gang. Den værste var dog danskeren Lars Krog, der fulgte svenskerne og levede højt på dem. Han huserede begge steder. Han stjal 6 heste og meget andet fra gårdmanden Laurs Rasmussen Lærke. Sidste gang han var på besøg på Høfdingehus satte han tommelskruerne på Laurs’ fingre, og han pinte Laurs’ kone til døde. Lars Krog blev pågrebet efter krigen. Han kom for retten på Blåkilde Marked ved Bårse. Han fik først hugget hånden af og dernæst hovedet med sværd og blev begravet samme sted.

Laurs Lærke blev gift 3. gang og fik mange børn. Han er stamfader til en masse slægter her i Sydsjælland. Han er 6x-tipoldefar til både undertegnede og min kone. Det er dog med hver sin kone. Begge gårde havde gode græsgange i den nærliggende Mern ådal. Derfor kom de også forholdsvis hurtigt på fode igen. Badebygård havde sine græsgange i det nuværende Nedermarken.

De 19 gårde i Nørremern havde meget svært ved at betale deres afgifter til kongen i1730-erne. En af dem var blevet nedlagt og delt mellem de 4 tågebybønder. De andre havde ikke ret gode græsgange og havde meget svært ved, at betale afgifterne, hvorfor regimentsskriveren fik gårdmanden, Povl Pedersen på Badebygård til at afgive det meste af sin jord til bønderne i Nr. Mern i 1740, mod at han fik lov til at bo husfrit på sin gård resten af sin levetid. Nedermarken blev dermed græsgang for Nr. Mern.

Høfdingehus blev i 1774 gjort til husmandssted og jorden blev grundstammen til Høvdingegården. Tilbage til Skovgårds historie. I 1913 overtager Johan Hansen gården til selveje. Han sælger i 1920 til Niels Hansen, der allerede i 1923 afhænder den til Oluf Nøhr. Denne har den til 1948, hvor den bliver overtaget af Richardt Hjelmager. I 1956 overtager Børge Frede Jensen den. Han bliver kaldt Børge konservativ. Han sælger i 1960 til Hans Jakob Boserup. Han og de følgende 3 ejere Erik Holm, Alfred Kristensen og Give Nielsen havde den kun hver et år.

Poul Broström køber den i 1965; men i 1976 sælger han den til Edith og Svend-Erik Frederiksen, som begge er født og opvokset i Nordsjælland og ikke havde tanker om at flytte til en anden del af Sjælland. Men ting kan ændre sig, og det skete, da en kollega viste Svend-Erik et billede af en landejendom i en nøglering. Det viste sig at være Skovgård. Den kollega var Poul Broström, som dengang brugte ejendommen som fritidsbolig, og som han nu ønskede at sælge.

Vi aftalte en besigtigelse og kørte til Sydsjælland. Da vi så Skovgård og beliggenheden, var vi straks klar over, at her skulle vi bo.

Broström havde i sin ejertid nedrevet en lade mod vest og en mindre driftsbygning mod øst, så de tre nuværende længer stod tilbage med kun stuehuset som beboelse. Så vi gik i gang med restaurering af stuehuset og ombygning af længen mod vest, så den kunne inddrages i beboelsen.

Ejendommen bliver herefter igen anvendt til helårsbeboelse.

Vagn B. Nielsen har skrevet historien med Thomas Nielsen og Lilliendals afgiftsprotokoller som kilde.

Historien har stået i Landbrugs-Nyt.