Copyright © Mern-by.dk

Historien  om  Thorngård
Tegning af Ellen Valentin

Thorngård på Lydehøjvej 2 i Mern ejes af Bettina & Robert Bornkessel. Den har Matrikel nr. 6 i Nr. Mern. I 1688-matriklen havde den gård nr. 5.

I 1710 under Prins Jørgens Gods var gård nr.5, 2-længet. Der var 8 heste og 2 køer. Fæsteren hed Rasmus Olsen Odder. Han var også fæster for kongen i 1719, da kongen i 1719 havde oprettet Vordingborg Ryttergods med Vildtbanegrøften som nordlig grænse.

Vildtbanegrøften fik en utrolig stor betydning for Sydsjællands beboere helt frem til i dag, hvor Vordingborg Kommune blev dannet på grund af Vildbanegrøften. Den blev nemlig en vigtig sproggrænse mellem det ”Sydsjællandske” milde og syngende sprog og det dræævende  ”Næææstveedske” og ”Sjææælaandske” sprog.

Vildtbanegrøften var et stort arkitektonisk bygningsværk. Der blev lavet 6 porte i den ca. ved de 6 nordgående veje som også eksisterer i dag. Den blev lavet i perioden 1710-19 hovedsagelig af svenske krigsfanger fra den store nordiske krig. Det siges, at der er begravet 300 svenske krigsfanger i den. De døde under arbejdet med den. I 1713 kom der over 10.000 svenske krigsfanger til Danmark, dog flest til Jylland. Nogen af dem gravede også vildtbanegrøfter der.

Den blev først og fremmest bygget til at holde kongens kronhjorte indenfor; men da man skulle have pas for at passere portene, blev den også brugt til at holde de ”vornede” inden for godset.
Den ligger lidt nordligere end den nuværende kommunegrænse, da Snesere og Ring hørte med til Ryttergodset.

Kommunegrænsen anno 2006 var næsten fastlagt 300 år tidligere med ”sproggrænsen”. Men Fladså kommune havde indlemmet Snesere og Hammer Sogn i Fladså Kommune. Denne deltog ellers i det 5-kommunale samarbejde med de 4 andre Vordingborg-kommuner op til kommune-sammenlægningen; men da samarbejdet blev etableret, boede Fladså borgmesteren i Snesere Sogn. Da den endelige sammenlægning blev en realitet boede Fladså-borgmesteren lige op ad Næstveds Kommunegrænse. Så det endte med at Ring og Snesere kom på den forkerte side af ”sproggrænsen.”

I 1738 hedder fæsteren på gård nr.5 Olle Hansen. I 1768 frasættes Hemming Jensen efter 13 års fæste. Han bliver afløst af Jacob Willumsen Gielf fra Ammendrup.

Han er fæster i 1772, da den store brand hærger Nr. Mern. Gård nr. 5 lå vest for Gl. Præstøvej tæt på vandtårnet. Den blev ikke ramt af branden. Det blev gård nr. 9 heller ikke, selv om den lå mellem nr. 8 og 10, der begge brændte. Det er de 2 gårde, der er tilbage til udflytning til Thorngård.

Det sandsynlige er at gård nr. 9 med fæsteren Jacob Christensen (1770-75) bliver nedlagt og måske brugt af de brændte gårdes fæstere, og at det er nr. 5, der bliver udflyttet som matrikel nr. 6; men det bliver ikke Jacob Gielf, der flytter den ud, da han i 1780 er flyttet til Skovhuse.
Rasmus Larsen bliver fæster i 1786 og skriver hoverikontrakt med Lilliendal i 1792; men afløses i 1794 af Niels Olsen.

Han afløses allerede i 1797 af Hans Madsen, der ca. 1805 flytter gården ud på sin nuværende plads. Da han dør i 1817 blev han afløst af Axel Andersen, der blev gift med enken Anne Larsdatter. Han blev sognefoged; men gik på aftægt i 1831 og afløses af Lars Olsen Klant, der døde samme år, 3 dage før sønnen Lars Larsen blev født. Enken Anne Hansdatter blev gift med Rasmus Jensen, der også overtog gården. Han havde den i 49 år til han gik på aftægt i 1880.

I 1880 køber Jeppe Nielsen den til arvefæste. Han var tømmermand og snedkermand og kom fra Vendsyssel. Han havde stået for byggeriet af staldene på Lilliendal, og da han var færdig med det, fik han et tilbud fra greve Knuth: at han som tak for det udførte arbejde kunne købe en af 2 ledige gårde i Nr. Mern til arvefæste til en fordelagtig pris.

Det blev matr. nr. 6, som han kaldte Thorngård ligesom sin fødegård Thorngård i Vendsyssel. Da han afsluttede byggeriet på Lilliendal ved årsskiftet 1880 boede han på Tolstrupgården. Han blev i maj måned, da han havde overtaget Thorngård gift med datteren Maren Kirstine Jensen fra Tolstrupgården.

Han blev sognefoged kort efter overtagelsen af gården og bliver da også dannebrogsmand efter 25 år som sognefoged. Kort før sin død i 1917 får han endeligt skøde på gården. Sønnen Jens Nielsen overtog Thorngård og jobbet som lægdsrullebestyrer og får da også dannebrogsordenen 25 år senere. Hans mor Maren Kirstine dør først i 1945, efter at han er blevet dannebrogsmand.

Jens Nielsen døde i 1957 som ungkarl. Hans 2 søstre Marie Magdalene, Granliden, Mern og Anna Kathrine, Toftagergård Skibinge overtager gården; men lejer bygningerne ud. Deres børn, Else Larsen, Granliden og Knud Toftager overtager senere gården.

Jorden bliver også forpagtet ud bl. a. til Mogens Rasmussen, Maglegård og Skafte, Ammendrup. I 1987 bliver bygningerne solgt, og de 2 ejere deler jorden imellem sig. Selve gården købes af 3 på hinanden følgende ejere Hegedus, Sørensen og Schmidt.

Bettina og Robert Bornkessel overtog gården i december 2000, hvor den efter sigende havde stået ubeboet i ca. 8 år. Restaurering var påbegyndt af den tidligere ejer, bl.a. var stuehusets gårdvendte mur blevet genopført efter sammenstyrtning. Alle originale smedejerns staldvinduer var fjernet (efter sigende stjålet) ved overtagelsen i december 2000 og erstattet af forskellige andre vinduer. Stuehuset er nu næsten færdigmoderniseret, samt tækket med strå.

Gården ejes nu af Bettina & Robert Bornkessel, som sammen har 3 døtre, Julie, Anna og Frida. Desuden driver de på gården hundekennel af racen rottweiler, og kennelnavnet har fået navn efter Thorngården – nemlig Kennel vom Dornenhof.

Historien er skrevet af Vagn B. Nielsen med Holger munks notater og Lilliendals Afgiftsprotokoller som kilde.

Historien har stået i Landbrugs-Nyt.