Copyright © Mern-by.dk

Historien  om  Bjergholm
Tegning af Jeanine Thrane

Bjergholm på Trekanten 1 i Mern ejes af Per Hansen. Den har matrikel nr.8 og sandsynligvis gård nr. 7 i 1688-matriklen.

Under Prins Jørgens Gods hed fæsteren Hemming Rasmussen. I 1710 var han afløst af Olle Banke Pedersen. Gården lå inde i Nr. Mern by ca. på Gl. Præstøvej 33. Det var en trelænget gård. Der var 6 heste og 2 køer. Olle Banke var der til 1726.

I 1739 og 1750 hed fæsteren Jacob Jensen. Jacob Banke er der i 1768 og i 1771; men det er nok den samme som Jacob Jensen, da dette navn optræder igen i 1774 i auktionsprotokollen ved ryttergodsets salg. Gård nr. 7 blev ikke ramt af den store brand i 1772, da halvdelen af Nr. Mern brændte.

Det vides ikke om gården var med i den første udflytning i1773 efter branden; men de blev også flyttet tilbage igen, da fæsterne ikke turde bo ude på marken. Fæsteren fra 1777 til 1786 hed Niels Hansen.

Han blev i 1786 afløst af Anders Rasmussen, der ca. 1805 flyttede gården ud i nærheden af Moerbjerget. Navnet er angivet på kortet fra 1770. Et moorbjerg var for 12 -1500 år siden en offentlig offerplads, hvor man ofrede dyr (heste og får) og mennesker. Gennem de sidste 50 år har der været tydelige spor af bålpladser Det var ofte også Tingsted; men det har vi ikke nogen oplysninger om her.

Et andet moorbjerg fandtes i år 500 ved Isøre (Rørvig). Det er det tidligste kendte parlament i Danmark (muligvis i hele verden). Her valgtes kongen Høder, der efterfulgte Rolf Krake, da han var blevet myrdet. Menneskeofringerne skulle understrege tingstedets betydning. Der er valgt mange konger på dette sted bl. a. Svend Tveskæg 500 år senere. Saxo har berettet om kongevalgene både i 500-tallet og i 1000-tallet.

Det har muligvis været Anders Rasmussen, der kaldte gården Moerbjerggaard. Det hed den i en udgave af Danske Gårde i 1912. Den har senere skiftet navnet til Bjergholm.

Inde i Nr. Mern by opstod på ”hjemstedet” et husmandssted, hvor smeden Peder Nielsen opførte sit smedehus. Mariehøj er senere opført på stedet.

På Moerbjerggaard blev Anders Rasmussen i 1821 afløst af Mette Olsdatter og Jens Nielsen. Jens Nielsen havde i godt 10 år været fæster på Egebjerggård; men overtog nu den større Moerbjerggaard (Maarbjerggaard).

Jens Nielsen dør allerede i 1830, og Mette Olsdatter gifter sig med Jens Jensen fra Tubæk Mølle. Han overtager samtidig fæstet.

De går på aftægt i 1861, og Mettes søn af første ægteskab Ole Jensen bliver ny fæster. Da han dør i 1885, fortsætter enken Karen Hemmingsdatter som fæster til hun i 1888 bliver gift med Hans Bentsen, der er søn af Bent Mortensen fra Egebjerggård og barnebarn af Ole Jensen. Hans Bentsen køber gården til arvefæste i 1888.

Hans Bentsens søster og svoger Ane og Hans P. Hansen har Bjergholm fra 1912 til 1925. De havde haft Egebjerggård først som bestyrere og dernæst som arvefæstere. De køber gården til selveje inden for de første 3 år.

Deres søn Bendt Hansen havde Bjergholm1925-62. Han havde haft Egebjeggård siden 1912. Han tog 5 ha af jorden fra Egebjerg med til Bjergholm. Der har gennem 120 år været et familiemæssigt samspil mellem de 2 gårde.

Hans søn, der også hedder Hans P. Hansen, har den 1962-89. Han var gift med Kirsten Krogsbæk Lilliendalsvej. Hendes far Bernhard Krogsbæk havde jerseykøer. Når de skulle til tyr på Tolstrupgården, yndede Krogsbæk, at sidde ude ved springboksen med den trængende ko, når man stod op om morgenen på Tolstrupgården.

Hans P, Hansen har gennem 30 år pløjet nogle gamle brandpladser op på Moerbjerget. De samme hvert år. De er ca. 1 meter i diameter, og kan også være 1 meter dybe. Der har muligvis foregået ofringer eller andet i jernalderen.

Per Hansen købte Bjergholm i 1989. Der er lavet 3 nye vandhuller på ejendommen, som har givet liv til mange nye dyr bl. a. klokkefrøer. Der findes også en brønd, som er 12 m. dyb. Den er altid fuld af vand, selv midt på sommeren, skønt den ligger i 53 m’s højde.

Per Hansen har 4 børn: Frederik, Karen, Christian og Emma.

Historien er skrevet af Vagn B. Nielsen med Holger Munks notater og Lilliendals afgiftsprotokoller som kilde.

Historien har stået i Landbrugs-Nyt.