Copyright © Mern-by.dk

Historien  om  Nørrebakkegård
Tegning af Ellen Valentin

Nørrebakkegård i Mern ejes af Helle og Leif Demsgård. Den ligger på Gl. Præstøvej 34 og har matrikel nr. 4a. I 1688-matriklen har den tilsyneladende gaard nr. 4.

Gård nr. 4 lå oprindelig lige ovre på den anden side af Gl. Præstøvej. I 1710, da Prins Jørgens Gods blev afviklet, var det en 2-længet gård med 7 heste og 1 ko. Fæsteren hed Niels Hansen. Han startede nu som fæster under Vordingborg Ryttergods. Lucie Nielsdatter og Jørgen Bendtsen, har overtaget den i 1719. Omkring 1739 overtog sønnen Poul Jørgensen dele af fæstet; men han giftede sig med en enke, som havde en større gård i Sandvig omkring 1745.

I 1771 var Adam Thorkilsen fæster. Gård nr. 4 var ikke blandt de 6 gårde, der brændte i Nr. Mern i november1772. Som kongsbonde under Ryttergodset skulle man gøre hoveri på Lekkendegården; men ikke ret meget. Man betalte ofte hoveripenge for det meste af hoveriydelsen.

Vordingborg Ryttergods blev solgt på auktion i 1774 og opdelt i 12 godser. Nr. Mern og det meste af Ø. Egesborg sogn kom under Lilliendal Gods. De nye godsejere havde betalt kongen temmelig mange penge for bøndergårdene, og de skulle bygge nye flotte hovedbygninger og ladegårde, så de krævede helt op til hundrede hoveridage af bønderne årligt. Adam Thorkildsen skrev hoverikontrakt sammen med de andre hoveribønder med Lilliendal i 1792. Hans søn Hans Adamsen blev i december1792 gift med Anne Marie Hansdatter, hvis mand sognefoged Rasmus Pedersen i Røstofte var død måneden før fra 3 små børn. Gården blev efterfølgende kaldt Adamsgården.

I 1794 overtager Peder Jensen fæstet af gård. Nr. 4. Det må være i forbindelse med udskiftningen, at gården er flyttet over på den anden side af vejen til dens jord. Her havde1 af de brændte gårde nr. 13 ligget (måske en lille smule nordligere). Den var blevet nedlagt til fordel for Ladegården Østergård syd for Mern. Der blev nedlagt 1 helgård og 3 halvgårde i Nr. Mern i forbindelse med brand og de 2 udskiftninger/ udflytninger. Flere af dem flyttede hjem fra marken igen. Nogle af dem måtte affinde sig med at blive husmænd i stedet for gårdmænd. Der blev 5-6 husmandssteder i stedet for de nedlagte gårde; men så kom der jo også flere på hoveri.

Peder Jensen blev sognefoged og havde Nørrebakkegård til sin død i 1835. I 1801 var Peder Jensen gift med Kirsten Andersdatter; men i 1829 blev Peder Jensen gift med Ane Andersdatter, der var 38 år yngre end ham. De fik en lille pige; men hun døde, da hun var 2½ år gammel, senere på året i 1835 døde Peder Jensen. På Nørrebakkegård boede nu sønnen Niels Pedersen, datteren Kirstine Pedersdatter, svigersønnen Niels Jensen, dennes 2 børn på 12 og 14 år og enken Ane A. ,der var 17 år yngre end svigersønnen. Der var vist lagt op til drama.

I 1836 bliver Ane A. gift med Ole Hansen fra Neble Torp i Sværdborg Sogn. I 1840 er hele Peder Jensens familie flyttet fra gården, og der er 3 fremmede medhjælpere på gården 1 karl og 2 piger. Niels Jensen og hans familie er flyttet hen i et andet hus som daglejere.

Ole Hansen bliver også gift en gang mere, og da han dør i 1881 fortsætter enken et par år mere som arvefæster. I 1883 blev Hans P. Jensen arvefæster og omkring 1915 køber han gården helt til selveje. Hans søn Jens Chr. Jensen havde gården fra 1920 til 1950. I slutningen han havde gården og også efter, at han havde solgt den, kørte ”Nørrebakkemanden” rundt og solgte kalk til spredning på marken.

Gerda og Finn Mindegård havde gården fra 1950. Datteren Lisbet deltog i bedriften.

I 1999 købte Helle og Leif Demsgård den, og stuehuset blev totalt moderniseret. De har børnene Simon Demsgård, der bor hjemme og Sara Demsgård, der er flyttet hjemmefra. Leif driver selv gården på 42 tdr. land som fritidslandbrug og har fuldtidsjob på Falck i Vordingborg. Helle Demsgård er uddannet socialpædagog, og har job som leder af et opholdssted for anbragte børn i Tappernøje. På gården er der kun heste, hunde og katte og om sommeren et par frilandsgrise.

Vagn B. Nielsen har skrevet historien med Holger Munks notater og Lilliendals afgiftsprotokoller som kilde.

Historien har stået i Landbrugs-Nyt.