Stenlængegaard ligger på Lilliendalsvej 35, og ejes af Ted Kallehave. Den har matrikel nr. 11 i Sønder Mern. I den gamle 1688 – matrikel havde den gård nr. 2.

Gård nr. 2 lå inde i bymidten på Kærmindevej 1-7. Det var i 1710 en delvis nybygget 3-længet gård beboet af Peder Madsen. Han havde 2 år tidligere overtaget en faldefærdig gård. Han havde overtaget den efter sin mor, da hans far Mads Pedersen, der havde været rytterbonde under Prins Jørgen, døde da han var 1 år gammel. Farfar, Peder Madsen født i begyndelsen af 1600-tallet havde også haft den.

Da prins Jørgen var død blev Peder Madsen fæster under Prins Jørgens enke dronning Anne af England. Det var Danmarks tidligere finansminister, Christian Friedrich v. Plessen, der var bestyrer for hende.

I 1719 blev Peder Madsen rytterbonde under Frederik den 4. på Vordingborg Ryttergods. Han fik 5 børn, der alle blev rytterbønder under Ryttergodset, 2 af dem i Balle, 1 i Viemose, Rasmus Peder Madsen, der vandt retssagen for Viemosebønderne over Godsejer Peter Johansen, Petersgaard, vedrørende retten til båndkæppene i underskoven. Båndkæppene blev brugt til tøndebånd.

Datteren Anne blev gift med rytterbonden Morten Hansen i Sandvig. Den sidste søn Niels Peder Madsen blev ved faderens død i 1749 bestyrer for moderen, Bodil Hansdatter, og overtog fæstet af gård nr. 2 i 1758. Han havde lidt temperament og deltog i et par retssager, fordi han havde talt højt til et par naboer.

Høvdingsgaard

Niels Peder Madsen var rytterbonde under Vordingborg Ryttergods til 1774; men Ryttergodset blev solgt på auktion til de 12 nye godser. Sønder Mern blev solgt til Høfdingsgaard, der blev købt af Lillienskjold. Høfdingsgaard (Høfdingshus) blev i starten drevet fra Lilliendal.

Lillienskjold og fra 1779 forpagteren Peder Neergaard havde travlt med, at opbygge hovedgården Lilliendal og senere avlsgården Østergård, så dele af S. Mern blev drevet som den altid var blevet. Høvdingsgaard blev først etableret senere.

Men nu skulle Niels Peder Madsen på hoveri på Lilliendal. Da helbredet ikke var så godt sendte han sønnen Peder Nielsen, der ligesom sin far havde lidt hidsigt temperament. I 1784 var Peder en af de sidste der red på træhesten i Danmark. Forvalteren var ikke tilfreds med pløjningen, da de var ved at pløje overdrevet op ude ved Østergårdstræde.

Han havde ikke pløjet tæt nok på gærdet, og da ploven smuttede op igen anden gang, nægtede Peder, at gøre det om med det resultat, at han både fik pisk og efterfølgende træhest. Dagen efter kunne Peder godt gå de 2 km. hjem til Mern; men han kunne ikke gå de næste par måneder.

Niels Peder døde i 1797. Sønnen Mads overtog fæstet. Peder, der ellers var den ældste og havde fået turen på træhesten, fortsatte som karl hos broderen. Høvdingsgaard blev i 1798 solgt til Lars Terpager Hagen. Han var en hård herremand; men i første omgang fortsatte Neergaard som forpagter. Udskiftningen af S. Mern skete i 1798.

Stenlængegaard

Den blev udskiftet og udflyttet de følgende år. I 1810 var den udflyttet til sin nuværende plads. Ved udskiftningen var der 2 naboer, der hed Mads Nielsen. Deres 2 gårde kom til, at danne grundstammen til Stenlængegaard ca. 60 år senere. Begge døde i 1842. På Stenlængegaard fortsatte enken Maren Pedersdatter som fæster med børnene Niels, Ane og Maren som med-hjælpere.

1850 overtog Johan Boserup Stenlængegaard og som selvejer i 1854. Han var godsforvalter på Høvdingsgaard. På matrikel nr.6, der hvor Mern Samlingshus ligger i dag, var det først svigersønnen Rasmus Jensen, der afløste den anden Mads Nielsen, og derefter i 1861 dennes søn Jens Rasmussen, der vist var sognefoged.

Men i 1890 blev den lagt sammen med Stenlængegaard, og samlingshuset blev bygget på dens hjemsted. Fra 1868 og frem til 1890 købte Boserup den af flere gange. På det tidspunkt gik der en vej fra Skolemarksvej til Østergårstræde lige forbi Stenlængegaard. Den blev bl. a. brugt til, at køre til Langebæk Mølle.

Boserup gjorde det samme med Svingkærgaard. Der startede han med den sydligste del syd for stadion i 1869. Svingkærgaard lå på Gl.Præstøvej 2, hvor skomager Poulsens forretning senere lå. Jorden lå ved Lilliendalsvej og bag ved husene på Lilliendalsvej. Svingkærgaard havde Matr. nr. 5. Den første fæster på udstykningskortet hed Anders Erichsen.

Boserup var den første i rækken af proprietærer. Hans søn Adam Vilhelm Boserup overtog Stenlængegaard i 1883; men i 1901 måtte han sælge den til Peter Madelung. Det meste af jorden til Svingkær hørte også til. Selve gården overtog denne i 1911 af Lars Pedersen. Der blev solgt en del jord fra til Mern Station og til Næstved- Præstø-Mern-Banen, der blev etableret i 1913.

Bag ved forsamlingshuset lå Stenlængegaards polakkaserne.

Madelung havde Svingkærgaard uden jord til efter 1931 og byggegrunde på Lilliendalsvej til 1939.

Johannes Lawetz overtog Stenlængegård i 1931. Da den brændte i 1939 solgte han den til Fritz Lemvigh. Denne genopførte ikke kostalden. Han solgte gården omkring 1965 med 78 ha. til familien Knuth Lilliendal.

Greve Ulrich Knuth & Christian Knuth ejede og drev således Stenlængegaarden frem til 1981, hvor Ted Kallehave forpagtede hovedparten af landbrugsarealerne under Lilliendal Gods. 2 år senere købte Ted Kallehave Stenlængegaarden.

Senere tilkøbtes matr. nr. 7 og 8: Ellerendegaard og Igelkærgaard, samt 3 mindre ejendomme som er lagt til Stenlængegaard. Ellerendegaard var i mange år ejet af familien Peitersen. Boserup havde dog allerede købt en bid af gården i 1880. Igelkær blev også kaldt sognefogedgården, da sognefogeden Anders Christoffersen havde den.

Stenlængegaard er i dag på 168 ha. og drives under Lilliendal Gods. Driftsbygninger udnyttes til korn og halm. Stuehuset har over en årrække været udlejet til familien Qvistgaard. Herudover er sidefløj og jagt også udlejet.

Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen med Holger Munks notater og folketællinger som kilde.