Korporalen har åbenbart været sejlivet. Efter flere mordforsøg med ”rottevand” i hans brændevin befalede Arentz nu Hahns tjenestepige, Catrine Hemmings, at tage Belladonna roden fra Viemose, ituskære den og koge den i øl! ”Thi efter denne drik havde Hahn ofte vommeret (opkastet ) og raset den ganske nat!”
Endelig kunne Catrine fortælle sin moder
Marthe Povl Thomas’ : ”Now æ Hahn død!”
Marthe: ”Næh, ded æ’ ha’ vel it?”
”Jooh!” svarede Catrine: ”For jeg har hat’ potten over ilden et’ter ham”.
Det er her retten går Catrine på klingen, og dommen kan afsiges 11. oktober 1770:
”Det er klart og upåtvivleligt, at Zakarias Hahn i hans dødssygdom, nemlig natten mellem torsdagen og fredagen, som han nu døde lørdag morgen, er givet en temmelig stor portion brændevin, som beskrives at være en pægl, – og så meget som for to skilling, efterhånden at drikke, som var sat og i 4 af 6 timer have stået på sønderskåret rod af en urt, der blandt almuen kaldes ”bombisterurt”.
Det er ligeledes klart af de 3 fruentimmeres tilståelse, at de alle har været deltagne i denne handel: Karen Bloch ved at foranstalte roden hentet – Catrine Hemmings ved at hente, sønderskære og sætte den på øl og brændevin, Kirsten Christensdatter ligeledes ved at sønderskære og sætte direkte på brændevinen – og alle 3 ved at præsentere drikken for den syge, som han nu forlangte drikken, - indtil alt var uddrukket”.
Responso Facultatis Mediinæ Hafniensis ( Det medicinske fakultet Kbh. ) tilsendes nu, forseglet, flere stykker af roden fra Lars Rasmussen i Bahl, ”opgraven i flere gode mænds påsyn”. Heraf er et stykke nedgraven i fakultetets medicinske have. Roden have nu båren blomster såvel som en frugt af røde bær, der alle af Lars Rasmussen Bahl er genkendt som: ”Bombisti”.
(Yderligere hævdede forskerne, at planten var kendt under navnet: Atropa –Beladonna el. Salamun Lethala, samt at planten var gammelkendt i Danmark som en af de stærkeste gifte, der virker på hjernen og nervesystemet. Planten kom først til Europa med Christoffer Columbo 1492, og at den tilhører natteskyggefamilien som tomat, kartoffel, tobak m.fl.)
”Efter denne besynderlige og uhyre vanskelige sag vides ej rettere at kende end:
Quinderne: Karen Bloch, Catrine Hemmings og Kirsten Christensdatter for deres uforsvarlige som dumdristige og hele mistænkelige forhold – hver for sig at arbejde i Kjøbenhavns tugthus!”
Alle kvinder erklærede sig ”fornøjede” med dommen.
Dog forlød det i Mern, at tjeneste- og budpigen, Catrine Hemmings forud for arrestationen og forhørene (foretaget af amtmand Brochenhuus, Nysø, i det daværende Jungshoved Amt) skulle have forsøgt at styrte sig ud fra fjællebroen, ud i ”den sorte og bundløse Mern møllesø”…………….
Hvorfor dømmes pastor Arentz ikke med de 3 kvinder?
Magister Arentz (titlen magister eller substitut og ikke pastor brugtes om endnu ikke fastansatte præster) dømmes senere fra ”kjole og krave” af en provsteret. Han nægter at fraflytte præstegården og bor endnu sammen med sin tidligere svigerfader, Terpager, kort før dennes død i 1772…..
25/10 1771 skriver han til Sjællands biskop Harboe, der nu er hans formynder :
”Da jeg nu i 3 år har været betrængt og uden levebrød – kun nydt lidt renter af min kapital – så kan jeg i denne dyre tid ej leve i min kummerlige, brødløse og betrængte tilstand, – altså bønfalder jeg herved nådigst og underdanigst, at nådige biskop ville bifalde, at jeg dog til mit usle liv snart må nyde min retmæssige fædrene arv eller i det mindste, indtil separationens endelige dom mellem Apelone Drewsen og jeg – 2oo rigsdaler til føde og klæder – da jeg er syg af nød og chikaneri –”.
Senere og efter mere end 15 års ægteskab kommer endelig skilsmissen, og det ses, at Arentz ”kun” søger 1000 rigsdaler af det åbenbart meget rige ”Drewsen bo”. Arentz begrunder ansøgningen med: ”At jeg i min store nød vil påbegynde et borgerligt erhverv”!
Det var det sidste fra en uterlig, men også økonomisk beregnende præst i indgåelse af ægteskabet med den rige A. Drewsen, der ikke kunne føde ham drengebørn. Han indrømmer, at han ville ”omkomme” hende.
I dag synes retten af dengang at have een ret for manden og en langt strengere for kvinden?
I sakristiet i Mern kirke hænger i dag portrætter af sognets præster gennem 2oo år.
Dog med undtagelse af denne uterlige magister, H. V. Clausen Arentz. Det ville naturligvis være uværdigt, om han hang her mellem embedsbrødre, der hver især har tjent sognet bravt.
Ikke desto mindre kom Arentz til at tjene Mern kirke gennem 15 år…
Om den besynderlige og meget længere, nu mere end 230 år gamle retssag, kan der læses videre i Historisk Samfund for Præstø Amt, årbog 1929. I artiklen: ”Mernpræsten” ved viceskoleinspektør V. Møller.
Thomas Nielsen, Mern