Togfører Lars Peter Sørensen, Mernbo fra  1916  - 1956

Undertegnede, Nielserik Ravnborg, er barnebarn af Lars Peter Sørensen.

Jeg er i skrivende stund 82 år og kan med god samvittighed sige at jeg har mødt mange mennesker i mit liv. Mange søde, flinke, dygtige og spændende, men også mange mindre spændende. Når jeg nu har lyst til at skrive om netop min morfar skyldes det at han på mange måder, rager op over de andre i min hukommelse.         

Lars Peter Sørensen er født 1.3.1873 i Gauerslund ved Vejle, opvokset på en gård ved navn Trosdal og blev gift med Karen Marie i 1900, som jeg herefter vil kalde morfar og mormor. Morfar blev ansat ved Næstved - Præstø Banen ved banens åbning i 1900 som togbetjent og blev hurtigt forfremmet til togfører.

Morfar og mormor kom fra Fyn og bosatte sig på Torvet i Præstø. De boede her frem til 1916 og i løbet af denne periode fik de 8 børn, 4 drenge og  4 piger.

Den ældste som hed Eddy, var min mor og 2 af sønnerne blev, med tiden kendte navne i Mern.

Curt blev smedemester i Nørre Mern og Karl Henrik blev blikkenslager i Sønder Mern.

Mine mostre talte meget om deres far, han var noget af en multikunstner. Det var ham der syede pigernes kjoler og det var med flæser og hvad der ellers hørte til og drengenes bukser blev også syet på morfars symaskine, som jo bestemt ikke så ud som nutidens maskiner. Min moster Grethe fortalte også begejstret om hvordan han en gang vandt damernes 1. præmie ved et karneval. Morfar havde lavet en dragt som gammel bondekone, selv mormor havde ikke mistanke.

Jeg husker min morfar som den meget søde mand, men mine farbrødre kunne fortælle at han, da de var drenge, kunne være streng. Havde de fortjent en afstraffelse, skulle de selv ud i haven og skære kæppen der skulle bruges på bagdelen. 

Den 15. november 1913 kørte det første tog til Mern og nu var det upraktisk at bo i Præstø, når endestationen var flyttet til den lille by Mern.

Når man forlængede banen fra Præstø til Mern, var saftstationen en væsentlig årsag der til, Der havde været talt om Viemose og Kalvehave som endemål, men så langt nåede man aldrig.

Mern var nu forfremmet fra landsby til stationsby og morfar lejede omkring 1916 et hus tæt ved stationen. Huset lå/ligger Ørslevvej 5 lige hvor vejen krydsede banelinjen og altså kun 100 meter fra stationen.

I øvrigt blev huset, der efter at mormor og morfar var flyttet, hjemsted for en Tatol.

Det var en forretning, der var en blanding sæbehus, parfumeforretning, legetøjsforretning, købmand og minimarked.                              

I 1928 flyttede de i eget hus endnu nærmere ved stationen. Huset ligger lige over for posthuset og med direkte sti til stationen. Det er fra omkring dette tidspunkt at jeg kan huske mine ferier i Mern.

Hjemmet var stærkt præget af morfars såvel praktiske som kunstneriske evner. Lønnen har ikke været særlig stor for en togfører, så med 8 børn måtte man lave meget selv og det gjorde han så.

Mange møbler lavede han selv og det var vel og mærke møbler med udsmykninger, udskæringer og stafferinger. Morfar havde jo ofte ventetider i Næstved og Præstø og han havde derfor indrettet sig nogle små værksteder i remisserne og her tilbragte han sine pauser med at lave skabe, skuffemøbler, rammer og meget andet.

Jeg husker tydeligt at hele den grønne stue, spisestuen havde morfar selv lavet og det store anretterskab i den store stue var også hjemmelavet. Haven omkring huset var mormors gebet og den var velholdt med gammeldags roser, store krysantemummer og blomsterne buske,
men morfar havde lejet et stykke jord på den anden side af banelinjen og her dyrkede han grøntsager, som nok dækkede hele årets forbrug.

Denne køkkenhave var ikke meget stor, men den var utrolig frodig. Dels blev den godt passet, men jeg har tit tænkt på, at det måske også betød noget for den gode jord at “spanden” blev tømt i udkanten af haven!

Huset blev døbt Trosdal og det navn stod på facaden indtil mormor døde 99 år gammel i 1973. Navnet er væk, men det specielle indgangsparti står endnu. Morfar byggede det selv og mest imponerende er nok at stenene, og det er rigtig mange, er samlet og båret hjem ved den daglige gåture.

Sørensen var en afholdt borger i Mern. “Stiller” ved landstinget for de konservative, og kendt blandt andet fordi hr. og fru Sørensen daglig gik lange ture, ofte fra Trosdal til Lilliendal, videre til Høvdinggård og tilbage til Trosdal. 

Historien er skrevet af Nielserik Ravnborg,  2007.